Jens Rohde:
Til kamp for værdierne!

Med denne bog opfordrer Jens Rohde dig til at handle.
Skabe nye perspektiver på verden.

Gøre oprør.

Køb bogen ‘Tro, Håb og Ungdomsoprør’ nu.
Den koster kr. 250,- excl. forsendelse.

Køb bogen nu

For hver solgt bog går kr. 50,- ubeskåret til Børns Vilkår.

Jens Rohde:
Til kamp for værdierne!

Med denne bog opfordrer Jens Rohde dig til at handle.
Skabe nye perspektiver på verden.

Gøre oprør.

{

En bog, man kan lære af.

Jens Rohde skriver ligefremt og ærligt, også om egne fejltagelser.
Han taler ikke ned til de unge, men op, i håb og respekt.”
– Carsten Jensen, forfatter

Køb bogen ‘Tro, Håb og Ungdomsoprør’ nu.
Den koster kr. 250,- excl. forsendelse.

Køb bogen nu

For hver solgt bog går kr. 50,- ubeskåret til Børns Vilkår.

OM
Jens rohde

Jens Rohde (f. 1970, gift og far til tre) er kendt som en markant politisk kapacitet.

Med 7 år som byrådsmedlem (heraf 3,5 år som viceborgmester), 9 år i Folketinget, 5 år som politisk ordfører, 5 år som bestyrelsesmedlem i Danmarks Nationalbank samt 10 år i Europaparlamentet er
engagementet stærkt – både lokalt, nationalt og internationalt.

Sideløbende med det politiske arbejde er han radiovært på det ugentlige debatprogram Europa i flammer på Radio24syv. Han har desuden beskæftiget sig med handel, kommunikation, revytekster, teater og musik.

Forfatteren Jens Rohde har meget på hjerte. Med denne bog henvender han sig direkte til de unge og opfordrer dem til at handle.

Skabe nye perspektiver på verden.

Gøre oprør.

OM
Jens rohde

Jens Rohde (f. 1970, gift og far til tre) er kendt som en markant politisk kapacitet.

Med 7 år som byrådsmedlem (heraf 3,5 år som viceborgmester), 9 år i Folketinget, 5 år som politisk ordfører, 5 år som bestyrelsesmedlem i Danmarks Nationalbank samt 10 år i Europaparlamentet er
engagementet stærkt – både lokalt, nationalt og internationalt.

Sideløbende med det politiske arbejde er han radiovært på det ugentlige debatprogram Europa i flammer på Radio24syv. Han har desuden beskæftiget sig med handel, kommunikation, revytekster, teater og musik.

Forfatteren Jens Rohde har meget på hjerte. Med denne bog henvender han sig direkte til de unge og opfordrer dem til at handle.

Skabe nye perspektiver på verden.

Gøre oprør.

{

Der mangler mod i dansk politik...

“Der mangler mod i dansk politik til at drømme og have visioner for Danmark, klimaet og den kommende generation. Jens Rohdes bog er et fornemt bud på, hvordan mod kan skabe forandringer, hvis vi tør at gøre op med plejertankegangen og svømme mod strømmen.”
– Özlem Cekic, forfatter og debattør.

Læs
UDDRAG FRA
tro, håb og ungdomsoprør

FØRSTE KAPITEL

Tro, håb og det kommende

”DET ER SATME OS
DER KAN ÆNDRE VERDEN”.

 

Sådan vrængede digteren Michael Strunge med versaler i et langdigt i digtsamlingen Skrigerne i 1980. Det er dig, han kalder på. Han taler til kongen i os, ikke til stodderen, som det hedder i en gammel talemåde.

Stodderen er den, der tilhører en ideologi, en isme, en given løsning eller for den sags skyld et parti. Der er ingen grund til at have politisk respekt for og tro på dem, der siger, at de decideret tilhører ideolo- gier eller partier.

Kongen er den, der først og fremmest tror på værdier og idéer, og på, at de er værd at leve og kæmpe for. At de er værd at tage konsekvensen af. Kongen er den, der reflekterer, står ved sine holdninger og laver politiske kompromiser bagefter.

Alt andet er at sælge sin sjæl og deponere sin holdning. Eller for nu at citere en radikal rebel fra fortiden, Edvard Brandes (1847-1931): ”(…) Vi ønskede at højre skulle knuses, ja, det ønskede også folk som Hørup og andre idealister, men for de rigtige politikere, for Høgsbro, Holstein, og lignende, der er der intet sket, som rører dem meget.”

Ordene handler om Venstre og udtrykker Brandes’ skuffelse over, at kollegernes har forladt værdierne for egen personlig vindings skyld. De kunne være skrevet om mange partier i dag. 

Læs mere her

Kompromiser skal vi som nævnt være parate til. På alle områder. Men ikke for personernes skyld. Vi må genopfriske fællesskabet. Ville det ikke være smukt, om nogen forsøgte at gøre ord som solidaritet moderne igen? Fællesskab til noget smart? Omsorg til noget sexet? Plant kimen til noget nyt!
Det handler ikke om at prøve at få sig selv til at fremstå som et bedre menneske end andre. Heller ikke om at fornægte realiteterne. Det handler blot om at spørge hinanden: Hvad gør dig stolt? Hvordan skal vi leve sammen? Er det godt at rive ned, trække på skuldrene over urimeligheder, tjene penge på kapitalbevægelser, mobbe og udgrænse andre og opbygge had? Eller er det godt at bygge op, gøre noget for hinanden, tjene penge på et godt og gedigent stykke arbejde og have noget at samles om?

Jeg har i de seneste ti år rejst mere end en million kilometer som medlem af EU-Parlamentet. Jeg har set de gule veste i aktion i Frankrig i vinteren 2018 og talt med repræsentanter for dem. Jeg har set terrorens hæslige ansigt i Bruxelles og Strasbourg. Jeg ville gerne have talt med Chéríf Chekatt, hvis handling har sat sig varige spor i mine børn Kristine og Veronika. Ville gerne forstå, hvordan han i en alder af ti år blev drevet ud ad tragediens vej. Han er jo ikke den eneste, det er sket for.
Man kan finde forstæder til det rige og smukke Paris, der ligner de bliklandsbyer, man finder i Johannesburg i Sydafrika. Det er farligt. Ekstremt farligt.
Der er mange frustrerede mennesker derude, og vores egne debatter med råb og skrig fra Facebook-ringhjørnerne fører intet godt med sig for nogen. Det samme gælder de hæslige og hadefulde politiske udfald mod bestemte samfundsgrupper, der udgår fra visse partier på Christiansborg. At folkevalgte politikere med betroet samfundsansvar kan finde på at udskamme andre mennesker, ønske sig, at de må have det så dårligt som muligt, hvad enten de har en bestemt religion eller nationalitet eller tilhører en påstået elite, burde kalde på en psykologkonference i stedet for likes og klapsalver.

Hvad med at gøre staten og sammenholdet stærkt igen. Bygge op i stedet for – som min generation har gjort det i tyve år – at rive ned og gøre reformer til instrumenter i den økonomiske nødvendigheds navn!
Vi må holde op med at afregulere og blot følge kapitalens love. Det er også dit ansvar at medvirke til, at ingen skal passe sig selv. Den del handler ikke om at lukke en masse mennesker ind i Europa. Den handler om at leve ordentligt og værdigt sammen – alle os, der er her. Og om at give nye generationer et nyt perspektiv på tilværelsen.
I en globaliseret innovationsøkonomi må vi ruste os frem for hele tiden at tilpasse os og reparere. Vi skal på én og samme tid anerkende individets og samfundets autonomi og tage magten tilbage til fællesskabet som det, der holder os sammen. Staten og det europæiske fællesskab skal være rammerne om det, der holder de store visioner og projekter op for os, beskytter de svage, gør noget ved klimaforandringerne og gør det muligt for os at tro på det hele. Det kan vi ikke gøre ved at afregulere og reformere os ud af kapitalens diktatur og økonomiske nødvendighedspolitik, samtidig med at vi svækker den folkelige magt.

Hvis du synes, at jeg efterhånden lyder som en forbenet socialist, så læs lige nedenstående analyse fra den tidligere konservative udenrigsminister Per Stig Møller. Uddraget er fra bogen De fire isbjerge fra 2018:
”Med henvisning til den økonomiske nødvendighed er busruter, jernbaner, lufthavne og postvæsenet over de sidste 15 år blevet privatiseret, kommuner lagt sammen og skattevæsenet centraliseret.
Et væld af offentlige opgaver konkurrenceudsættes og udliciteres til private virksomheder med det formål at spare på de offentlige udgifter.

Den nødvendige offentlige infrastruktur er gjort apolitisk og økonomisk. Men mens en privat ejer må se på det økonomisk nødvendige, skal vi i det offentlige se på det politisk hensigtsmæssige. »Vi kan ikke betjene alle, for det bliver for dyrt,« siger den private ejer, mens enhver politiker må svare:

»Jamen, det skal vi alligevel.«
Borgeren, der før kunne komme til stations- og indkøbsbyen med bus, må nu købe bil eller cykle de mange kilometer. Lokale sygehuse er lukket. Indenrigsflyvningen er forringet. Posten kommer for sent frem. Kommune- kontoret ligger langt væk, og dets skattekontor findes ikke.
For at være effektivt skal det offentlige konkurrere med den private sektor, lyder mantraet igen og igen. Men vi synes at have glemt, at den offentlige opgave er politisk begrundet, mens privatsektorens er økonomisk begrundet.”

Det er fuldstændig spot on. En fremragende refleksion og en præcis beskrivelse af, hvad der skaber utilfredshed. I det lys er det temmelig surrealistisk, at såvel Venstre som Det Konservative Folkeparti sta- dig tror på centralisering og privatisering af sundhedsvæsenet og har som deres fremmeste mål, at der skal være 40.000 færre indlæggelser årligt. En sådan målsætning råber på dig og alle andre: Stop en halv! Er det ikke blot en anden måde at proklamere besparelser på? Som da man opfandt distriktspsykiatrien og idéen om, at ældre skal blive længst muligt i eget hjem?”
Det er nemt at få den slags til at lyde smukt og glide lettere ned. Men syv år i byrådet og adskillige finanslovsforhandlinger i Folketinget fortæller mig, at der ikke går mange budgetrunder, før de fine ord bruges til at legitimere besparelser. På Excel-arket ser det alt sammen fremragende ud. Men tro mig, det stopper så også dér.
Du skal aldrig tro på en politikers velfærdsomlægninger som andet end besparelser, hvis de ikke bringer penge med via enten skatteomlægninger, nye skatter eller ærligt udmeldte nedskæringer andre steder.

Hvis vi ikke ændrer kurs, løber vi ind i voldsomme problemer. Nogle har én ideologi, andre en anden, nogle elsker globaliseringen, andre frygter den. Uden en stærk strategisk stat at holde os til – og det gælder også EU forstået som stat – lukker vi os mere og mere inde sammen med dem, vi ligner og er enige med. Det er i den situation, vi for alvor går i stykker som nation, som folk og som fællesskab.
Man løser ikke de grundlæggende problemer i Danmark med udflytning af statslige arbejdspladser fra København eller ved at lade staten styre vores sygehuse. Man får ikke bedre velfærd ved at afmontere den kommunale og regionale økonomiske frihed og skatteopkrævning. Man får ikke sammenhold og fællesskabsfølelse ved at rive mere i stykker, end man samler. Udflytning og centralisering er symptomer på en impotent politik, der skal kompensere for den impotente stat og dens manglende evne til at opkræve de nødvendige skatter i det, der reelt er blevet et regressivt skattesystem, hvor dem med de lave indkomster betaler en større andel i skat end dem med de høje indkomster. Det vender jeg tilbage til.
Alle de små symbolhandlinger er blot forsøg på at skjule impotensen. Det må der laves om på, og vi er så heldige, at vi kan bruge vores egen historie som inspiration.

Danmark har altid været befolket af landmænd, fiskere og håndværkere. Efterkrigsgenerationerne har været optaget af at bygge op. Se dig omkring, og nyd, hvad de har skabt! Du har fået det hele i fødsels- dagsgave.
Min generation har været for optaget af at afregulere, reformere og effektivisere – for pengenes skyld. Vi er hver især blevet rigere, men vi er også blevet fattigere som fællesskab. Det har skabt en stor kløft mellem generationerne, mellem land og by, mellem akademikere og ufaglærte.
Forlang en ny kurs! Gør dit til at gøre os alle stolte igen – stolte på
fællesskabets præmis. Men husk, at ingen ting forandres af sig selv.

Der er brug for larm. Gå på gaden, og råb os op. ”Kamp må der til, skal livet gro”, som vi synger i Kaalunds gamle sang Jeg elsker den brogede verden. Det skal ikke forstås som en opfordring til vold eller til at efterligne den amerikanske præsident Donald Trumps primitive metoder eller til at følge den britiske højrefløjs kamikazekurs, der nåede sit lavpunkt med afstemningen om brexit i det britiske underhus i januar 2019. Alt dette er jo netop bare Facebook-symptomer: Vi råber højt og sviner hinanden til, men ingen vil tage ansvar eller opstille alternativer. Gå ud og bland dig med levende mennesker i stedet for de sociale mediers trolde. Stil krav til dine politikere og dine forældre om, at de skal holde op med at bilde hinanden ind, at vi kan gøre landet stort ved at lukke os om os selv. Det er meget sjovere at formulere en række visioner og strategiske mål for staten. Især hvis visionerne og målene bygger på vores fælles historie.
Det har andre gjort før os: Den amerikanske præsident John F. Kennedy havde en markant anden tilgang til verden end den nuværende, da han kundgjorde månelandingsprojektet med ordene: ”Ikke fordi det er nemt, men fordi det er svært”.
Det samme havde den franske præsident Charles de Gaulle, da han formulerede visionen ”Gør Frankrig selvforsynende med energi”. Og gjorde det.
Den store danske digter og præst N.F.S. Grundtvig (1783-1872) skrev (ganske vist uden at vide det), velfærdssamfundets dåbsattest i sangen Langt højere bjerge: ”Og da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt”.

Inden vi går i gang med de store armbevægelser, skal vi naturligvis være villige til at betale prisen, også hvad angår de nødvendige økonomiske midler – uanset hvilke skatteomlægninger og/eller skatte- stigninger det måtte medføre. Skattestigninger kan aldrig blive et mål i sig selv, men hvis nogen siger til dig, at noget er gratis, så lyver de. Når regeringen vil gennemføre en masse byggeprojekter i Køben- havn, lyder det dejligt. Men når den siger, at det er gratis, er det tid at spørge, om ministrene virkelig tror, at du er så dum.
Det er godt med privat initiativ og byggelyst. Det er i den grad noget af det, der skal til. Men hvis byggegrundene i København alene skal finansiere nye øer og infrastruktur, kloaknet m.v., bliver de så dyre, at det i fremtiden kun er de rigeste, der kommer til at bo i hovedstaden. Og der bliver under ingen omstændigheder ungdomsboliger til de studerende i det projekt, det kan vi godt slå fast på forhånd.
Derfor er det så vigtigt med blandede boligforhold: andelsboliger, almennyttige boliger, ejerboliger, kollektiver, fælleseje og fælles investeringer.
Husk altid på, at man fint kan være indiviudalist i én dimension og fællesskabsorienteret i en anden. Dette brud ned gennem de ideologiske flader er helt afgørende, hvis vi ønsker at samle os om statens styrke som et gode. Det handler jo om at gøre op med den farlige tendens, at vi kun dyrker samvær og dialog med folk, der ligner os selv og dermed får et forvrænget billede af, hvad det vil sige at være dansk, eller hvad det vil sige at være menneske.

Det er statens opgave at sikre tryghed, så du kan udleve dit potentiale bedst muligt uden at skade andre. Heri ligger også, at du skal kunne bruge din frie tanke og kæmpe for det, du tror på. Dét er den sande frihed. Gør noget for den.

Med tiden kan du gå på opdagelse i:
Michael Strunge: Samlede Strunge
Peter Rewers: Michael Strunge – digtning og virkelighed Baruch Spinoza: Tractatus Theologico-Politicus Thomas Hobbes: Leviathan
Per Stig Møller: De fire isbjerge
Georg Brandes: Søren Kierkegaard
Kristian Hvidt: Edvard Brandes – portræt af en radikal blæksprutte

 

 

Den tidligere graa morgen
da solen tøver. Alt er sort og grønt og graat.
De elektriske aks
staar I vaser rundt om i landet. Man ser, det er det 20. århundrede, Ser det og husker.
Køerne brøler.
Dagen er ikke kommet endnu under den lave kuppel.
Overalt I det blygraa mørke
sover mennesker.

Ole Sarvig, Krisens billedbog, efterskrift, 1962

{

Der skal åndelig benzin på tanken

“Der skal åndelig benzin på tanken, og der er brændstof at finde i de følgende sider (…) et liberalt kampskrift!”
– Adam Holm, journalist og forfatter

KØB
TRO, HÅB OG UNGDOMSOPRØR
HER —

Køb Jens Rohdes bog ‘Tro, Håb og Ungdomsoprør’ nu.
Bogen koster kr. 250,- excl. forsendelse.-

For hver solgt bog går kr. 50,- ubeskåret til Børns Vilkår.
{

Endelig en bog der taler til det bedste i ungdommen!

Ved at tage ordet og kunsten alvorligt, inspirerer og opfordrer Rohde til forandring.”
– Sara Hjort, skuespillerinde