Citater og uddrag fra bogen ‘Tro, håb og ungdomsoprør’

(Illustrationer fra bogen v. Georg Metz)

Pas på dine tanker, for de bliver til ord
Pas på dine ord, for de bliver til handlinger
Pas på dine handlinger, for de bliver dine vaner
Pas på dine vaner, for de bliver din karakter
Pas på din karakter, for den bliver din skæbne
 
Margaret Hilda Thatcher, Britisk premierminister 1979-1990

Fra kapitlet:”Tro, håb og danskhed” …

Prøv at tænke lidt over, at danskhed i den politiske debat typisk defineres ved den negative betegnelse: Hvad der er udansk! Altså ved eksklusion af det, der ikke ligner os selv. Det er udtryk for en sørgelig, resignerende tilgang til livet.

Det bliver også temmelig ironisk med tanke på, at nogle af dansk åndslivs største navne som N.F.S. Grundtvig, Søren Kierkegaard (1813-1855), H.C. Andersen (1805-1875), B.S. Ingemann (1789-1862), Bertel Thorvaldsen (1770-1844) og Adam Oehlenschläger (1779-1850) var temmelig udanske i deres idealisme, religiøsitet, lidenskabelighed, følsomhed og selvtillid.

Danmarks historie bygger på en stærk selvfølelse, men også på en evne til at passe ind i et større og ofte kompliceret puslespil.
Vi var selvfølgelig Europas kraftkarle helt tilbage i danernes erobringstid: fra Harald Blåtand (ca. 936-987), der i 960’erne tog kristendommen til sig og anlagde det imponerende religiøse anlæg omkring Kongsgården i Jelling. Videre frem over middelalderens kongedømme, der omfattede Jylland, Øerne og Skåne. Dette kongedømme, der i vekslende omfang omfattede betydelige dele af den vestlige kyststribe på den skandinaviske halvø og i en periode fra 1014-42 også England.
Men vi måtte også lære af vores nederlag. Dronning Margrethe I’s nordiske union endte i sammenbrud. Og meget længere oppe i historien ved vi, hvad tabet af Slesvig og de øvrige hertogdømmer i 1864 betød for den danske selvforståelse: Vi lærte os selv at elske nederlaget. Fordi der ikke var andet at gøre. Og vi begyndte samtidig at tilpasse os.

”Den 30. januar 1933, samme dag som Hitler blev kansler i Tyskland, viste det parlamentariske demokrati i Danmark sin handlekraft. På Staunings hjemmeadresse i Kanslergade indgik de krisetruede venstrebønder et kompromis med de lockouttruede socialdemokratiske arbejdere,” skriver Henrik Nissen med drama i pennen i værket Dansk Identitetshistorie.

Det eneste konsistent danske siden 1864 er evnen til at skabe et godt kompromis. Den evne kan vi til gengæld være stolte af.
Lad os dyrke dén historie. Den er lige så vigtig i dag som i trediverne, og den holder længere end alle de autokratiske og patriotiske tendenser, der strømmer ind i vores liv fra store dele af verden.

Jeg håber, at du tør kræve af dig selv og dine omgivelser, at vi dyrker det demokratiske sindelag, tilpasningsevnen, friheden og evnen til at overkomme vores forskelligheder. Dét er danskhed. Ikke kulturel ensretning bygget på en historie, der ved nærmere eftersyn har mange mellemregninger, somde fleste af os nødigt vil identificere os med.

Ungdommen er stærk. Vi er stærke. Hvis vi beslutter os for det. Og det kan 7, 10 eller 15 % af befolkningen af anden etnisk herkomst aldrig true, dersom de overhovedet måtte ønske det. Og det gør flertallet af dem næppe.

Fra kapitlet:”Tro, håb og en plads i verden” …

Forestil dig at være statsløs, hvor du bor. At du ikke har et tilhørsforhold til et fællesskab. At du ikke har de samme rettigheder og pligter som dine venner. Forestil dig at være barn, ung, født og opvokset, i et land, hvor du ikke kan blive statsborger, før du er voksen. Og vel at mærke er det først, når du opfylder en række konstant stigende krav til viden, uddannelse og ikke mindst et kulturelt bestemt homogent tankesæt, at du kan kvalificere dig til at blive en del af fællesskabet. 
Du kan også prøve at forestille dig, at du som barn sidder alene på månen, uden at der er nogen, der bærer dig. Lige bortset fra den næsten vægtløse tilstand, der blot fører dig nærmere intetheden. Det eneste du kan gøre, er at kæmpe mod dine egne skygger, mens du desperat forsøger at holde dig fast til den planet, du er landet på. Prøv at forestille dig en opvækst med konstant ensomhed midt i et virvar af mennesker, der hver dag holder et fællesskab frem for dig, men som foretrækker, at du holder dig for dig selv.

Jeg kan ikke forestille mig det. Jeg går til grunde i tanken.
Især hvis mine børn fik en sådan ”gave” ved fødslen.
Men det er, hvad vi byder tusinder af mennesker hver dag.

Cementeret med det såkaldte paradigmeskifte. Nu skal alle ”hjem”. Ingen integration. Intet ophold. Ingen plads i verden. Et paradigmeskifte, der i øvrigt bygger på Danmarkshistoriens største løgn, nemlig den, at vi i stort omfang kommer til at sende folk tilbage til enten flygtningelejre eller de lande, der reelt kun eksisterer på et landkort, og som mange af flygtningene aldrig har opholdt sig i.

Det gør vi ikke. Løkke-regeringen har ifølge eget udsagn en aftale med Somalia om, at landet hjemtager 12 somaliere årligt. For tiden får 800 genbehandlet deres opholdstilladelse i Danmark. Nogle af disse hjemtagelser skal dermed sættes på hold i 67 år.

Det er den tid, det tager at sende 800 ud af landet med den nuværende aftale. Det er umenneskeligt og dumt.

Statsborgerskab handler ikke om antallet, der kommer hertil.

Selvfølgelig skal vi holde kontrol med indvandringen. Alle kan ikke komme og bo, arbejde eller få hjælp i Danmark. Men statsborgerskab er en juridisk ramme om såvel demokratiske rettigheder og pligter for dem, der opholder sig i landet. For dig og for mig. Hverken mere eller mindre.

Det handler om vores fælles rammer som borgere.

Tænk, om vi kunne enes om noget så banalt, at vi ikke accepterer en opdeling i første-, anden- og tredjerangsborgere!
Sådan et samfund kunne jeg forestille mig. 

 

Kan du?

Fra kapitlet:”Tro, håb og børneret” …

Vi kunne begynde i Danmark med en børnebeskyttelsespakke. Sådan en har man allerede i Tyskland, hvor den bygger på to søjler: forebyggelse og indsats. I den tyske børnebeskyttelsespakke er der helt konkrete krav til pleje og forebyggelse, hjælp til forældre før, under og efter fødsel og i barnets første to år. Og så indeholder pakken love om at beskytte unge mod stoffer, rygning, ludomani, internetovergreb, alkohol m.v.

Vi behøver med andre ord ikke at opfinde den dybe tallerken igen. Men det kunne nok være relevant at tilføje nogle love og regler vedrørende den virtuelle verden og virksomheders ageren over for børn. Vi kunne samtidig etablere en plan for, hvordan vi underviser især børn og unge i nettets mere strukturelle sammensætning.

Det er vel de færreste, der kan gennemskue, hvorfor de pludselig er en del af det ene og det andet fællesskab. Det vender vi tilbage til senere i bogen.

Alle lande i EU bør afkræves klare og bindende mål med hensyn til bekæmpelse af børnefattigdom. Vi kan gøre udbetalinger af socialfondsmidler afhængige af de enkelte landes indsats. I Danmark kan vi gøre kommunernes bloktilskud afhængigt af bekæmpelsen af børnefattigdom. Alle kommuner skal give gadebørn et hjem og adgang til intensiv sundhedspleje og andre sundhedsfremmende foranstaltninger.

Vi må give investeringerne i forskning et kraftigt løft og sætte mange flere ressourcer af til lokale og regionale psykologiske akut- og kriseberedskaber for børn med selvmordstanker, spiseforstyrrelser, angst eller depression.

Dette er i øvrigt endnu et argument for, at regionerne atter får ret til at opkræve skat, så de sammen med borgerne kan finde veje til finansiering af den nødvendige behandling.

I Frankrig har man oprettet både et børneagentur og en særlig børnedomstol. Det er en spændende idé. Domstolen har ikke til opgave at straffe mindreårige, men at beskytte dem. Dette er unægteligt en anden tilgang til børn, end Danmark har i disse år.

 Børn og unge kan ikke forsvare sig selv.
Giv dem nogle rettigheder!

Fra kapitlet:”Tro, håb og klima” …

Du har ret til et ambitiøst klima- og skovinitiativ og til, at Danmark udvider indsatsen som en førende bæredygtig investor i fattige lande.

Og så burde du have ret til kørselsfradrag, hvis du dagligt cykler to-tre kilometer eller længere til arbejde.

Det kan gøres med en registrering af bopæl og arbejdsplads og en app, der sender oplysningerne direkte til skattevæsenet. Alle undersøgelser viser, at det for samfundet generelt vil være en gevinst – også økonomisk. De gør det allerede i Rotterdam.

Problemet er, at når man foreslår den slags initiativer, bliver de afvist som tosserier. Det hænger ofte sammen med, at der i Vestens videnskabstradition har været en tendens til at skille jordens naturhistorie og menneskets kulturhistorie.

Ligesom samfundsfag og naturfag er skilt ad i skolen. Det må der laves om på. Jeg har med dette kapitel forsøgt at angribe emnet på en mere miljøhistorisk måde, om end den ikke er videnskabelig.

Jeg tror, at det er helt afgørende, at vi i langt højere grad lærer at se på interaktionen mellem menneske og natur gennem tiden, hvis vi skal forstå både udfordringer og potentialer i forbindelse med fremtidens klima- og miljøpolitik. Det gælder i øvrigt også inden for økonomi, som vi vender tilbage til senere i bogen.

Ifølge den amerikanske miljøhistoriker Donald Worster er der tre spørgsmål, vi må søge svar på:

  1. Hvordan har mennesker påvirket naturen og klimaet?
  2. Hvordan har naturen og klimaet påvirket menneskers kultur og baggrund?
  3. Hvordan har mennesker forstået og fremstillet naturen gennem tiden?

Måske det kunne lære os at standse de egentlige tosserier?
Hjælp os med at komme videre.

Kræv det, før det er for sent!

Fra kapitlet:”Tro, håb og kultur” …

Desværre er den politiske mediestyring kun lige begyndt. De private medier får i stadig stigende grad offentlig støtte. Selv de lokale, annoncefinansierede ugeblade kommer på støtten.
Man kan være helt sikker på, at de politiske krav om indflydelse på indholdet stiger dobbelt proportionalt med støttepengene. Fremover kan lokale redaktører se frem til talrige opkald fra lokale politikere om artiklernes indhold, kædet sammen med den fremtidige offentlige støtte.

Når DR samtidig er sat på finansloven, er armslængden for alvor udfordret. Der skal fedtes godt og grundigt hvert eneste år for ikke at blive nedskåret. Det er skidt.

Politikere er holdningsbårne og politiske håndværkere. Sådan nogen som os kan relativt let splitte alliancer i kulturens verden ad.

Det er der talrige eksempler på – vi bruger simpelthen økonomi og misundelse som middel. Sjovt nok er de fleste avisredaktører ikke mere begavede, end at de tror på egen fremgang, hvis man skærer i støtten til DR.

Og noget tilsvarende gælder for kulturinstitutionerne. Samtidig er det vanskeligt for politikere ikke at blande sig i forhold, som det ikke tilkommer os at tage stilling til.

Der har altid og vil altid være forsøg på indblanding. Derfor skal vi have institutionaliseret et modgående armslængdeprincip for alle vores kulturinstitutioner.

De skal vide, hvordan de forsvarer sig mod politisk styring, og at de har ret til at gøre det.


Vi skal alle blive nogen, før vi kan blive til noget. Det er den følelse, der kan fastholde os i fællesskabet og forhindre, at vi bliver drevet derud, hvor andre kulturer, mørkemænd eller demagoger styrer os.

Derfor er investeringer i dannelse den mest påtrængende ændring og investering i fællesskabet Danmark. For børn og unge – for dig og dine børn. For os alle.

Fra kapitlet:”Tro, håb og europæisk kultur” …

Hvor kunne det være smukt, hvis vi én gang for alle investerede os selv på fællesskabets præmisser. Hvis vi turde formulere ambitiøse mål, sådan som amerikanerne gjorde det for to hundrede år siden.

Europa er ikke USA, men der er tydelige paralleller med hensyn til Europas og USA’s historiske udfordringer. Det så statsmanden Winston Churchill. Det så embedsmanden og arkitekten bag EU, Jean Monnet (1888-1979). Det så Konrad Adenauer. Denne udtrykte det i ord, som er lige så gyldige i dag, som de var i 1954:
”Europas enhed var en drøm for de få. Den blev et håb for mange. Den er i dag en nødvendighed for os alle.”

Fra kapitlet:”Tro, håb og hellig krig” …

Vi går rundt og bilder os ind, at selvmordsattentater skyldes en middelalderreligion, hvor muslimske mænd tror, at de som martyrer får 72 jomfruer i himlen.

Det er muligt, at nogle af dem gør! Men ifølge det tyske magasin Zeit Geschichte var 1983 det første år, vi så Hizbollah bruge selvmord.

Det skete som svar på den multinationale styrkes tilstedeværelse i Libanon efter Israels invasion i 1982. Herudover var det primært de sekulære, altså antireligiøse kræfter, der stod for selvmordsattentater i 1980’erne: Hizbollah stod for 7 attentater, mens det sekulære syriske nationalistparti og Saddam Husseins Baathparti stod for henholdsvis 22 og 10 attentater. I sunni-islam var selvmordsattentater et fuldstændig ukendt fænomen frem til det 20. århundrede.

Alligevel er nationalisme og islamisme smeltet sammen i videobudskaberne fra de såkaldte martyrer.
Desværre skygger terroristisk selvretfærdiggørelse for den gode fortælling, at muslimernes reaktion på det første kristne korstog faktisk var 50 års fredelig sameksistens. Kristne og muslimer giftede sig med hinanden. De fik børn, som pudsigt nok i erkendelsesrelativisternes øjne er født til at være underlagt en helt særlig trælbindende muslimsk kultur, som de ikke kan komme ud af.

Vi kan også konstatere, at efterfølgeren til den kurdisk fødte tyrkiske emir Saladin, der i 1185 formåede at samle Ægypten og Syrien og to år senere generobrede Jerusalem, ikke hævnede sig på grund af de kristnes mange efterfølgende korstog. Som tak for dét gjorde Vesten ham til æreskristen. Der er meget inspiration at hente i den fortælling.

Det er vanskeligt at danne sig et entydigt billede, kulturelt såvel som religiøst. Alligevel kan de fleste af os ikke sige os fri for at forsøge. Svaret findes måske i os selv.

Vores eget billede af religion som adskilt fra politik og livet i almindelighed er så forankret, at alt andet betragtes som middelalderligt og idiotisk. Der er bare det problem, at ingen andre kulturer ser det sådan. Vi er de ekstreme i verden.

Og danskerne holdt i øvrigt heller ikke selv tingene adskilt før længe efter reformationen og vores egne europæiske religionskrige. I min hjemby Viborg betød reformationen en kristen heksejagt og vilkårlige domsafsigelser helt frem til 1700-tallet. Det var alt for svært at håndtere, at der ikke var en tilgivende katolsk kirke mellem mennesket og Gud.

Økonomiske og territoriale magtinteresser ophøjes næsten konsekvent til noget større. Det er også tilfældet med borgerkrigen i Syrien, der er den mest grusomme af de arabiske oprørskonflikter.

Historikeren og journalisten Jens Nauntofte (1938-2017) skriver i sin bog Verden og den arabiske udfordring – følgerne af det arabiske forår ganske rammende: ”Religionen er blevet en del af krigens absurde logik.”
Når først vi accepterer religionen som krigens præmis og terrorens absurde ideologiske logik, bliver vores eget svar uafvendeligt det samme. Vi bliver en del af forståelsen af begrebet hellig krig – i Mellemøsten og andre steder på kloden.
Bevares, man kan naturligvis altid vælge sådan en præmis i raseri eller ud fra forskellige indenrigspolitiske motiver. Eller fordi man hader muslimer. Det korte af det lange er, at i hellig krig er det altid lettere at mobilisere folkemasserne. Som tilfældet er det med en sag skåret over samme læst: krigen mod terror.

Bogens epilog:

Jeg ved det godt. Revolutionen kommer ikke i morgen. Men den kommer. I den ene eller den anden forklædning. Radikaliseringen er desværre blevet en del af vores hverdag og viser sig i vores ord, i vores mentale tilstand og i vores handlinger. Vi kan lige så godt erkende, at radikaliseringen er en integreret del af vores liv i nutidens Danmark og Europa.

Men det behøver ikke at være sådan. Det kan du være med til at lave om på. Gør det! Ellers kommer senere generationer til at slå alt for hårdt, når revolutionen en dag kommer. Og det gør den. Den er på vej.

Mit håb for dig, der tilhører generationen efter min, er, at du og dine jævnaldrende går sammen på tværs af partier, at I går sammen på tværs af nationale, regionale og sociale forskelle og gør oprør imod alt det, der skiller os i dag, men som i virkeligheden burde samle os. Det er mit håb og min tro, at når først du ser, at der ikke er grund til at bekrige hinanden over de store spørgsmål, vil du ikke blot kæmpe imod noget, men også for noget. For noget nyt og også for noget af det gode, som generationerne før min byggede op, men som vi glemte at tage vare på.

Derfor har jeg lagt forskellige forslag frem for dig i denne bog. Forslagene er blot til inspiration, og du behøver jo ikke at tage dem til dig. Bare du gør noget og tager dit liv i dine egne hænder og kæmper for noget.
Der findes ingen lette løsninger. Men husk på, at alle løsninger er mulige. Også de svære. Det har de, som byggede Europa og grundlagde vores velstand fra et nulpunkt efter anden verdenskrig, bevist.

Den 11. december 2018 på et julemarked i Strasbourg satte en kort stund tiden i stå for mig. Oplevelsen og den efterfølgende hellige krig på nettet
har taget mig igennem alle tænkelige følelser og fået mig til at stille spørgsmålet: Er tiden måske i virkeligheden inde til at sige stop? Lukke ned for deltagelse i den offentlige debat, gemme sig bag gardinerne og lade verden og Danmark lukke sig om sig selv og så blot håbe på bedre tider?

Det ville være det letteste. Og lysten til at give op og lade røvhuller være røvhuller er der.

Men jeg ved, at det vil være et kæmpe svigt, og at de fleste røvhuller ikke er røvhuller, fordi de gerne vil være det, men fordi noget har drevet dem til at være det. Det er dette noget, vi skal gøre noget ved.

Tiden er inde til at handle.
Vi behøver ikke at være enige om alt.
Vi behøver heller ikke at blive enige om alt. Men solidaritet er et fælles gode.
Det samme er genopbygning af tryghed og fællesskab på fællesskabets præmisser. Det er også vigtigt at tage demokratiet alvorligt og styrke det.
Tiden er inde til at give mennesket en plads i verden og give den enkelte værdigheden tilbage.
Din egen værdighed og andres.
Rejs dig, og kræv din ret til at tage livet tilbage.

 

Tiden er inde til tro, håb og ungdomsoprør!


Læs bogen i sin fulde længde.
Køb den her

 

For hver solgt bog går kr. 50,-
ubeskåret til Børns Vilkår.