Interview med forfatteren Jens Rohde

”Kom og bid os i haserne”

Han er ikke bange for at gå mod strømmen.
Det har bragt ham vidt omkring i politik, hvor han i dag oplever værditab og magtsyge politikere, der sætter fællesskabet under pres med skruppelløs politik.
I sin nye bog rusker Jens Rohde hårdt i sig selv og sin egen generation og trækker det helt tunge skyts frem for at ruste unge til et nødvendigt oprør mod
det eksisterende.

Litteraturen er mit vigtigste våben.

Jens Rohde viser hen foran gulv-til-loft-reolen i sit hjem. Her er poesi, skøn- og faglitteratur fra adskillige årtier ordnet i et sirligt system efter bøgernes farver og størrelser. Tykke, brune bind med nedsænket guldskrift på ryggen står side om side med krimier af Jussi Adler-Olsen og titler på tysk, engelsk og fransk om historie, økonomi og politik.

Jens Rohde har altid været optaget af viden og litteratur. Nu vil han give noget af det bedste fra sin verden videre til unge i håb om at bringe dem på banen i et nyt – og ifølge ham – tiltrængt oprør. For ingen går i kamp for fællesskabet uden at være forberedt. Uden at kunne sætte ord på utilfredsheden. Uden at kende baggrunden for den uretfærdighedsfølelse, der ofte er benzin på et ulmende oprørsbål. Her kommer litteraturen, sproget og historien ind i billedet. Helt konkret i hans nye bog.

Hvis du skal fremhæve én bog fra din reol, hvilken skal det være?
– Jamen det kan man jo ikke. Der er så mange. Jens Rohde tøver lidt og overvejer bøgerne med Churhills taler og Kapitalen af Thomas Piketty. Så rækker han ud efter romanen Bitter Måne af den franske forfatter og filosof Pascal Bruckner.

– Det er en ond bog, som kan læses igen og igen. Den er sprogligt en stor fornøjelse, og den sprænger alle rammer for, hvad en roman er og kan tillade sig. Netop sproget har også været en vigtig motivation for at skrive en bog.

Sprog og fortolkninger

Det politiske sprog er blevet fattigt og kedeligt både verbalt og på skrift. Det vil jeg gerne være med til at lave om på ved at gøre de nye generationer opmærksom på det. Vi politikere er så bange for at udtrykke os på en måde, der kan fortolkes og måske misbruges af nogen. Jeg har det for eksempel meget svært med, at en minister melder et politisk udspil ud på Twitter med 150 ord. Det negligerer, at samfundet er kompliceret. Vi kan da ikke bilde hinanden ind, at samfundet kan kommunikeres eller ændres så enkelt.

Vi politikere er så bange for at udtrykke os på en måde, der kan fortolkes og måske misbruges af nogen.

Det politiske sprog er også blevet historieløst, oplever Jens Rohde. Han har arbejdet som politiker både lokalt, nationalt og internationalt, siden han blev valgt ind Folketinget i 1998. I sit forsøg på at klæde ungdommen på til at tænke og agere kritisk, fylder han derfor en del af siderne i sin bog med historiske baggrunde for en række vigtige begivenheder, der har været med til at danne verden anno 2019.

– Det er vigtigt at kende historien for at forstå sin samtid og for at forstå, at man ikke behøver at opfinde den dybe tallerken, hver gang der skal udtænkes et nyt politisk forslag. Når du kender historien bag fx migration i Danmark, er der ingen, der kan løbe om hjørner med dig og spise dig af med postulater og fortællinger, som udelukkende er produceret for at kunne legitimere et indgreb.

Når politikerne fortæller, hvor ekstrem stor migrationen er i dag i forhold til tidligere, passer det ganske enkelt ikke. I dag får vi færre migranter end i 80´erne. Det er historieforfalskning at fremlægge det anderledes, og det vil jeg gerne have, at særligt nye generationer bliver i stand til at gennemskue og opponere imod.

Hvad er det, du vil motivere unge til at gøre?
– Jeg håber, at de vil gøre oprør mod uretfærdighed, løgn og ulighed. Ikke ved brug af vold, men de må gerne larme lidt mere. Som de prægtige elever og lærere på Ørestad Gymnasium.

Men det skal ske uden at ekskludere mennesker og uden at opdele samfundet i A- og B-mennesker. Uden at give køb på demokrati og retsstat. De skal gøre det, som de er i gang med i Bruxelles, i København og i resten af verden, hvor de går på gaden i skoletiden, demonstrerer for klimaet og viser deres indignation og utilfredshed med den verden, som min generation har skabt på bekostning af fundamentale værdier.

De skal gøre det, som de gør på Ørestad Gymnasium. Jeg hylder de elever, der rejste sig, fordi de ikke gad at høre på en ministers sludder og løgn. Det var helt på sin plads at vise vrede mod systemet – ellers bliver det hele bare vandgrød og sivsko.

Jagten på sandheden

– Når man er ung, skal man huske at kæmpe for noget, der er større end sig selv. Hvis de har lyst til at gøre en forskel, behøver de ikke at melde sig ind i et parti. De kan tage udgangspunkt i deres fællesskaber på arbejdspladsen og på deres uddannelser. Skabe en lille bevægelse baseret på indignation over fx klima, ulighed, Afrika, børnerettigheder – der er nok at tage fat på – gå på gaden og vise deres utilfredshed til Folketinget, politikerne og resten af befolkningen.

Jeg hylder de elever, der rejste sig, fordi de ikke gad at høre på en ministers sludder og løgn. Det var helt på sin plads at vise vrede mod systemet – ellers bliver det hele bare vandgrød og sivsko.

De skal have modet til at sige: ”Hvad i alverden har I gang i? Hvad er det for en sandhed, I pådutter os?” Og så må der også gerne tænkes nye, konkrete løsninger. Ellers ender det bare som De Gule Veste, der protesterer med vold og slagord og efterhånden har glemt, hvad det hele begyndte med og derfor er endt i en kamp for genindførelse af dødsstraf.

Jens Rohde pointerer, at han hverken agiterer for enkeltsager eller kommer med endegyldige svar. Han vil gerne vise, at tingene hænger sammen som en helhed. Over 18 kapitler gennemgår han derfor en række aktuelle politiske temaer, leverer baggrund, problemstillinger og konkrete løsningsforslag. Et digt indleder hvert tema. Det giver læseren flere indgange til problemstillingen og slår stemningen an gennem nådesløse strofer fra samfundskritiske digtere som Inger Christensen, Michael Strunge, Ole Sarvig, Özcan Ajrulovski og Peter Laugesen.

Forfatteren opfordrer unge til at formulere deres egne svar, løsninger og perspektiver. Men han tillader sig alligevel – som inspiration – at komme med input til politiske forslag, som er baseret på egne erfaringer og det faktum, at han har tilbagelagt mere end en million kilometer i Europa gennem sit politiske arbejde og jobbet som radiovært for Radio24syv de seneste ti år. Her har han bl.a. dækket en række valg i Europa og fået indsigt i andre landes systemer på godt og ondt.

Jeg forstår simpelthen ikke, at vi kan behandle børn sådan, som vi gør på udrejsecentrene. Det er overgreb og svigt. Det er menneske­ligt uanstændigt, uværdigt og direkte farligt. Hvordan kan vi være det bekendt?

Menneskelig uanstændighed

– Jeg kommer med forslag i dybeste respekt for mine læsere og leverer argumenter, som de kan tage fat i og diskutere. Det giver forhåbentlig et godt udgangspunkt, som kan bruges som inspiration til at forme egne tanker, løsninger og ideer. Et af mine forslag er, at tiden er inde til at få børns rettigheder skrevet ind i Grundloven.

Jeg forstår simpelthen ikke, at vi kan behandle børn sådan, som vi gør på udrejsecentrene. Det er overgreb og svigt. Det er menneskeligt uanstændigt, uværdigt og direkte farligt. Hvordan kan vi være det bekendt?

Hvorfor går din generation ikke selv ud og demonstrerer?
– Min generation er lidt fortabt og navlebeskuende. Jeg har prøvet, men jeg kan ikke råbe den op. Vi har skyllet idealismen ud med badevandet, og jeg kan ikke finde den igen hos mine jævnaldrende. Måske fordi vi har haft longdrinks og firehjulstrækkere med sædevarme som livsopgave. Det betyder, at fællesskabet knager og brager efter de årtier, hvor vi har bygget ned og reformeret samfundet til at kunne passe til kapitalens nødvendighed. Vores posthuse, lokale skattekontorer og togbaner er nedlagt, og mange borgere mangler dem.

En stigende ulighed mellem mennesker, hvor nogle få tjener uanstændigt mange penge, er med til at skabe vrede og frustration – se bare De Gule Veste og Femstjernebevægelsen. Vi er ved at miste vores samfunds vigtigste kit, som er tillid mellem mennesker. Det er ødelæggende for vores fællesskab og solidaritetsfølelse. Det kræver mod, indignation og idealisme at genopbygge noget af det, som min generation har været med til at ødelægge. Det har de unge.

De fleste unge har det godt i Danmark. Måske har de slet ikke lyst til at gøre oprør?
– Heldigvis har de fleste børn og unge det godt i vores land, men vi har alligevel aldrig haft så mange børn og unge med psykiske og psykiatriske lidelser. De lever desuden i en farlig verden på nettet, hvor personlige oplysninger er vor tids olie, guld og diamanter. Det har vi slet ikke forstået konsekvensen af endnu.

Forventninger

Jeg uddyber i bogen, hvor alvorligt det er for vores samfund og unges liv. De befinder sig under et voldsomt forventningspres fra min generation. Vi tager for givet, at de klarer det hele, og nu beder jeg dem tilmed om at gøre oprør… Jeg taler i øvrigt med mange i ungdomspartierne, der virkelig har lyst til at gøre noget.

De tør bare ikke råbe højt og gå imod moderpartiets holdninger. Men her skal man huske, at det også er med til at udvikle moderpartiet, når ungdommen stiller spørgsmålstegn ved den sandhed, som vi gamle vil pådutte dem.

Hvilken problematik trænger sig mest på i forhold til de unge?
– Det gør stigende ulighed mellem mennesker! Mange tænker, at lighed er det samme som socialisme. Det er simpelthen ikke rigtigt. For uanset om du er liberal eller socialist – hvis ikke der er en vis grad af lighed indenfor et fællesskab internationalt, nationalt eller lokalt – vil mennesker ikke acceptere liberale dyder som fri bevægelighed. Man holder op med at tro på det liberale demokrati, når folk ikke længere har tillid til hinanden, og når nogle samfundsgrupper føler sig uretfærdigt behandlet. Vi lever grundlæggende i en fin verden, men vi er ved at udfordre alt det, der er skabt og bygget op under efterkrigstiden. Hvis ikke vi tager os selv alvorligt nu og her, får vi også en Donald Trump i Danmark en dag. Det kan virke totalt utænkeligt nu. Men det kan ske.

Hvor er vi henne, når vi begynder at true hinanden i vrede og bare har lyst til at skyde hinanden? Det går helt galt, og det må bare stoppe. Unge vokser op med at kommunikere på nettet, så vi skal lære at tale sammen på en anden og mere ordentlig måde.

Følelsen af afmagt

Afmagtsfølelsen over stigende ulighed fylder også i Jens Rohde, når han tænker tilbage på den 11. december 2018 og de dage, der fulgte. Han indleder sin bog med at fortælle om den voldsomme hændelse, hvor han sidder sammen med sin kone og sine to døtre på en restaurant i Strasbourg. En mand begynder at skyde om sig på byens julemarked tæt ved restauranten. Manden dræber fire mennesker og stikker af. Et par dage efter bliver han fundet og skudt af politiet. Det digitale efterspil fik konsekvenser i form af trusler mod Jens Rohde, der i en opdatering på Facebook skrev, at angrebet ikke havde noget med islam at gøre. Den udmelding fik folk op i det røde felt og resulterede i tusindvis af negative kommentarer på det sociale medie.

– Jeg har læst mange gange, at jeg er landsforræder og idiot, og jeg har modtaget trusler. Strasbourg blev et vendepunkt for mit mål med bogen. Jeg besluttede at skrive mit første udkast om og henvende mig direkte til de unge. Hvor er vi henne, når vi begynder at true hinanden i vrede og bare har lyst til at skyde hinanden? Det går helt galt, og det må bare stoppe. Unge vokser op med at kommunikere på nettet, så vi skal lære at tale sammen på en anden og mere ordentlig måde. Den virkelige skandale var, at den mand, der skød, havde et fucked-up liv, som samfundet har været med til at skabe. I stedet for at fokusere på at løse uligheden i samfundet, er vi ved at gå i hellig krig, hvilket har vist sig ikke at hjælpe.

Hjem til Danmark

Med oplevelsen fra Strasbourg i bagagen og et håb om at vække de unges kampgejst, er Jens Rohde klar til at gribe megafonen og bruge al sin energi i Danmark.

– Jeg kunne godt fortsætte i Bruxelles, men kun få hører et opråb dernede fra. Du bliver simpelthen ikke taget alvorligt i dansk politik, når du er medlem af Europaparlamentet. Problemet er, at man i Danmark tror, at det er politikerne i Bruxelles, som lever i en boble. I virkeligheden er det Folketinget, der er fanget i boblen langt væk fra den europæiske virkelighed. Jeg ville ønske, at alle danske politikere skulle i en 3-årig praktik i Bruxelles og opleve, hvordan tingene foregår ude i den store verden. I Europaparlamentet sidder vi 750 mennesker, der taler 24 forskellige sprog. Der er en enestående åbenhed, og vi formår at overkomme hinandens forskelle, som er væsentlig større end dem, der er mellem partierne i Folketinget. Vi når til enighed trods de store forskelle. Fordi vi vil det.

Jeg håber, at unge vil hjælpe med at gøre noget ved de virkelige problemer, der trænger sig på: Ulighed. Klima og miljø. Børne- og ungdomsfattigdom. Undermineringen af retsstaten. Den samfundsskabte udgrænsning af ikke etniske danskere helt ud i tredje slægtsled. Den blinde tro på, at vi kan løse radikalisering og terrorisme med krig og bomber.

Håb – og tro

– Jeg håber, at jeg kan råbe højt nok i Danmark til at slå nogle markante huller i vores danske glastag. Jeg håber, at unge vil hjælpe med at gøre noget ved de virkelige problemer, der trænger sig på: Ulighed. Klima og miljø. Børne- og ungdomsfattigdom. Undermineringen af retsstaten. Den samfundsskabte udgrænsning af ikke etniske danskere helt ud i tredje slægtsled. Den blinde tro på, at vi kan løse radikalisering og terrorisme med krig og bomber.

Bøger…

Hvilken bog ligger på dit natbord lige nu?
– Jeg må indrømme, at jeg puster lidt ud efter det intensive arbejde med at skrive en bog, som omfattede ret store mængder litteratur. Jeg har dog lige læst Rune Lykkebergs Vesten mod Vesten, der bør være pligtlæsning for enhver samfundsinteresseret. Den minder lidt om min egen, men hans bog er mere filosofisk og analyserende. Han er væsentligt mere begavet end jeg. Lige nu læser jeg ellers en pigeroman højt for mine to piger på syv og 10. Den hedder Piger på sporet og er skrevet af Peter Lidbeck. Vi læser mange kapitler ad gangen, for de synes, at den er vildt spændende.

Det næste, som jeg gerne vil læse, er en god krimi (jeg venter på en ny fra Jussi). Jeg har også en ambition om at fordybe mig mere i Nordirlands historie.

– og digte!

Husk at læse digte. De skaber billeder og giver plads til egne fortolkninger. Man behøver ikke at starte med Inger Christensen, for hun kan være svær at forstå. Michael Strunge giver stemme til ungdomskulturen. Jeg ville begynde med at læse Peter Rewers virkelig gode biografi om Strunge og siden kaste mig over hans poesi.

Don't pollute, dude!

Jeg håber, at unge vil hjælpe med at gøre noget ved de virkelige problemer, der trænger sig på: Ulighed. Klima og miljø. Børne- og ungdomsfattigdom. Undermineringen af retsstaten. Den samfundsskabte udgrænsning af ikke etniske danskere helt ud i tredje slægtsled. Den blinde tro på, at vi kan løse radikalisering og terrorisme med krig og bomber.

Jens Rohde: Litteraturen er mit vigtigste våben.

Tre bøger, som vil du anbefale til alle unge?

Den politiske brødrister af Fernando Savarter
Det er en god indføring i politiske grundbegreber som demokrati, romerretten, anarki, despoti og vor tids demokratiske institutioner, bureaukrati og presse.

Den første sten af Carsten Jensen
Den rummer og beskriver forråelse gennem krig og tager fat i en række interessante dilemmaer. En god og stærk roman.

Bitter Måne af Pascal Bruckner
Man kan læse den udelukkende for at nyde sproget, men den leverer både sproglig overlegenhed og en sublim ondskabsfuld tragedie, der klæder mennesket helt af.

For hver solgt bog går kr. 50,- ubeskåret til Børns Vilkår.